Kategorier
Nyheder

Fremtidens scenekunst

Bragt som blogindlæg på iscene.dk

  • Forestil Jer at en samlet dansk scenekunstbranche i fællesskab bliver enige om en bæredygtig handlingsplan, der kan tale politikerne op. 
  • Forestil Jer at Kulturministeriet skaber en klimafond, der understøtter den bæredygtige omstilling i scenekunstbranchen.
  • Forestil Jer at den danske scenekunstbranche, som direkte konsekvens af Corona-krisen, bliver den første bæredygtige scenekunstbranche i verden. 

Vi ved godt, at “bæredygtighed” nok ikke står allerøverst på dagsordenen, når det i disse tider mest af alt handler om overlevelse for alle Danmarks kunst- og kulturinstitutioner. Men det er vigtigt at huske på, at bæredygtighed også handler om økonomisk bæredygtighed og fremadrettede bæredygtige investeringer. 

For os handler det om, i den nærmeste fremtid, at invitere Statens Kunstfond, Dansk Teater, Kulturministeriet, brancheorganisationerne, branchefolk og en masse andre aktørere ind i maskinrummet og sammen skabe nye visioner for den danske scenekunstbranche – med fokus på at etablere et endnu stærkere samarbejde, der forankres i en grøn, bæredygtig og klimavenlig strategi og handlingsplan for fremtidens scenekunst. Selvom det er med ryggen mod muren og fremtiden står på vaklende, skrå brædder, så er det altså nu, at vi som individer og institutioner har muligheden for at forandre vores måde at producere, kommunikere, interagere og manifestere scenekunst på!

Virkeligheden, som så ofte spejles på scenen, har overhalet os indenom, og fordi denne nye virkelighed kører i et langsommere gear, er vi unægteligt blevet tvunget til at stoppe op og revurdere og redefinere vores virke i verden – hvordan skal verden se ud efter Covid-19?

Scenekunsten kan gå forrest og vise vejen i denne nye foranderlige virkelighed – det er vores ansvar både i en lokal, national og global kontekst. Derfor håber vi også at alle fra den danske scenekunstbranche viser solidaritet og støtter op om den fælles erklæring om bæredygtighed på tværs af hele scenekunstbranchen.